lørdag den 23. oktober 2010

Costa Rica - Top 10 so far

1. Familiesnorkling 
Book en båd og smid hele familien i vandet over et koralrev en kilometers penge fra land. Kamille ved nok ikke, at der er fisk under hende, men hun er den som holder længst.


2. Dovendyr
Endelig overgår virkeligheden karikaturen. De er bare sindssygt dovne og man må bare have respekt for et dyr som er sin egen hængekøje.

3. Punta Uva
Koralrev, blikstille vand i badevandstemperatur, masser af plads og lige et enkelt sted gemt bag palmerne til at få en kop kaffe og en sodavand.

4. Pools 
Stranden er 50 meter væk men no way vi skal derned.
5. Marlin 
1 kg. superfrisk hvid marlin: 65 kr. Godt vi har en mo'fo' af en gasgrill ved poolen. 

6. Brøleaber
At et så fredeligt og lille dyr kan lyde så stort og farligt er supergodt tænkt

7. Kapucin-aber 
I hælene på brøleaberne. Ligner gamle mænd, men opfører sig som Kamille

8. Junglekajakker
Lad ungerne styre og læg hovedet tilbage og kig på aber og fugle
9. Billige knaldromaner 
Klart for dårlig kvalitet til mig, men de har desværre ikke andet herovre...

10. Drager 
Ville være højere på listen, hvis de var i den rigtige størrelse og gad komme ned fra træerne lidt oftere

 Jakob

tirsdag den 19. oktober 2010

Kakaofarmen – Panamas No. 1

Kakao
Rejsen gennem Panama de seneste uger har været én lang optur. Som druknede mus forlod vi Boquete, og siden da har vi besøgt den ene fantastiske lodge efter den anden. Vi har mødt skønne mennesker og oplevet natur mere uberørt og overvældene, end vi havde drømt om. Først kolibri-mekkaet i Los Quetzales' kølige cloud forest. Så brøleaberne og hvalerne på stillehavskysten. Derefter det farverige og sprudlende Bocas Del Toro. Og nu – som det absolutte højdepunkt – kakaofarmen La Loma Jungle Lodge.

Arkæologer som first movere
La Loma er en helt igennem bæredygtig lodge og kakaofarm. Stedet er drevet af britiske Margaret og peruvianske/amerikanske Henry. De er begge præget af en skøn blanding af engelsk charme, idealistisk entusiasme og en imponerende iværksætterånd. Parret mødte hinanden under arkæologistudier i Californien og flyttede siden til England, hvor Henry lavede et tankevækkende brancheskift og var med i sluthalvfemsernes dot-com-boom. Mæt af dot-com-eventyr og sultne efter at være herrer i eget hus tog parret efter årtusindskiftet det første skridt til at realisere den drøm, de så længe havde brygget på: Drømmen om en lodge i pagt med naturen, et meningsfuldt sted i verden.

Valget faldt på en tilgroet kakaoplantage på en mangroveflankeret junglegrund i Panama, der på det tidspunkt gik for at være "det næste Costa Rica". Vi morer os lidt over historierne om de to arkæologer, der flyttede ud på den ubebyggede grund for at opleve det virkelige jungleliv. Her lå de så med deres pandelamper om aftenen og lyttede til de mange puslelyde i vegetationen omkring dem. En aften rettede Margaret sin lampe ud i mørket og så en hel samling af de lokale Ngobe-indianere stå og iagttage de nye fremmede med undren.
Vores værter - Henry, Margarat og lille Lucho i midten - og deres søde medarbejdere.

Kamille tager hånd om Lucho under et besøg på den lokale skole. De lytter til caribisk march-musik. Skoleorkesteret øver  til de to befrielsesdage (fra spanierne og senere fra Colombia) i november
En økologisk luksus-lodge
Ngobe-indianerne og vestinderen Mr. Kelly er siden blevet Henry og Margarets medarbejdere og rigtig gode venner. Lodgen er tydeligvis inspireret af de lokales omgang med naturen og dens ressourcer. Men Henry og Margaret er også blevet en afgørende ressource for det lokale community. Parret støtter alt fra indianerbørnenes skolegang til Ngobe-folkets indædte kamp mod udenlandske, overdimensionerede golf-ventures på den ellers så fredelige og naturmæssigt uberørte ø, Bastimentos.

La Loma er golf-resortets dimaentrale modsætning. Lodgen er lavet i naturmaterialer hentet fra ansvarlige leverandører på fastlandet. Vandet i hanerne er filtreret regnvand. Al belysning er dæmpet og sparsom. Og air condition er nærmest tabu, for alt skal kunne trækkes af det solcelleanlæg, som udgør lodgens eneste strømforsyning. Henry og Margaret er sande idealister, og deres projekt er bæredygtigt til fingerspidserne. Men der er intet dogmatisk over stedet. Tvært imod føler man sig badet i en helt særlig form for økologisk luksus, der er kendetegnet ved ultrafriske råvarer, stilfulde serveringer, eminent storytelling og dæmpet (lokalproduceret) salsa til maden. Helt igennem forførende.
Kamille og Sofia nyder livet på den fælles terrasse
Sådan laver man chokolade
For pigerne var højdepunktet på La Loma nok at lave kakao fra a-z. Det er ikke så svært. Man går bare ud i sin kakoplantage og plukker et par modne kakaofrugter. De har form som en amerikansk fodbold og er større end man umiddebart skulle tro. Inde i frugten sidder der en ranke, der minder om en forvokset majskolbe, blot med saftige hvide frugter på. Det hvide er en meget velsmagende hinde omkring kakobønnerne, og den ind imellem til at lave kakaohonning af. Mums. Først inde under denne hinde finder man de dyrebare kakaobønner, som bliver til ckoholade på nul-komma-fem. Man rister bønnerne hårdt i ovnen. Derefter knuser man den tynde skal omkring bønnerne og sorterer skallerne fra. Så kværner man bønnerne i en kødhakker, og ud kommer den mest velduftende kakaomasse, som blot skal hældes i forme og stivne til en koncentreret, bitter chokolademasse, som helt sikkert kun kan sælges til superentusiaster eller chokoladeproducenter. Sofia og Kamille syntes nu faktisk det smagte ret godt, og lille Lucho guffede løs af de afskallede kakaobønner til han nærmest fik koffeinchok. 

En kødhakker er alt hvad der skal til for at gå fra bønner til chokolade
En barnedrøm - lav figurer af ren, frisk chokolade
Junglen om natten
Selv om Lucho var svær at putte den aften han havde spist kakaobønner, så havde vi ingen problemer med at putte Sofia og Kamille i tiden på La Loma. De var i fuldt vigør hele dagen og faldt omkuld i hængekøjerne i lodgen, mens de voksne spiste den delikate aftensmad. Altid med fordrink, hovedret og dessert – det hele baseret på lokale råvarer. Efter maden bar vi tøserne op i hytten, som stort set bare var en luftig stue under palmetag med åben udsigt til junglen. Et myggenet på størrelse med et beduintelt omkransede sengene, så vi kunne holde insekterne ude.
Vores hytte og seng - med beduinteltet oppe

At sove i selskab med en tropisk skov er både overvældende og  fascinerende. En rymisk summen af  cikader og frøer brydes ind imellem  af bæltedyrs moslen i skovbunden eller aber på svingtur gennem  trætoppene. Begge dele giver indtryk af langt større dyr på march og kan  virke ganske skræmmende. Det samme kan vejrliget, når et regnskyl bliver  til torden og himlen blitzer omkring én. Eller når vinden rusker i  palmebladene, så det lyder som en mindre orkan. Med junglens lyde som  underlægningsmusik er det faktisk svært at få sig en ordentlig  nattesøvn. Især når ens døtre kommer tumlende op i sengen om natten og  er forvirrede og bange og ikke kan sove igen på grund af al den larm.  Men når morgenen gryer, og man sidder der med sin friskbryggede kaffe og  tygger i en kokosmuffin, ja så har man det ganske enkelt godt. 

Sofia i vores vinduesløse hytte
Dovendyr – verdens mest velovervejede klatrere
Det forekommer, at det eneste dyr i den skov, som ikke larmede, var dovendyret udenfor vores hytte. Vi så det kun i bevægelse én gang, og pludselig forstod vi hvorfra det har sit navn. Magen til langsomme, ugidelige bevægelser skal man lede længe efter. Først løfter den sit ene forben og bevæger det i en stor, tøvende bue. Det er som om de gennem hele bevægelsen overvejer, om det nu også kan betale sig. Lidt over halvvejs beslutter den sig. Den færdiggør bevægelsen og placerer sine to tæer på stammen, holder lang pause og begynder så på det andet forben. I langsomme tøvende – eller måske velovervejede – bevægelser klatrer dovendyret op ad træstammen og når frem til trætoppens blade, som den guffer i sig med hovedet nedad, før den krøller sig sammen og lægger sig til at sove. Den videnskabelige forklaring på denne fascinerende langsomhed er et ualmindeligt sløvt stofskifte, men det er sjovere at se dovendyret som en meget velovervejet klatrer.
Kamille på strandhike på den anden side af Bastimentos
Jungle og øko eller ej. Vi er stadig ved de caribiske strande
Blinde gringoer i junglen
Jakob tog i øvrigt kegler i gringo-show, da han forleden satte sig for at plukke en kokosnød til sine døtre. Han valgte det højeste og flotteste palmetræ på stranden og begyndte så at kast alt muligt efter nødderne i toppen. Kæppe og andet vraggods fløj gennem luften indtil han opdagede, at der sad to dovendyr i træet og snorksov. Det var først, da det ene dyr vågnede og virrede lidt med hovedet, at det gik op for os hvad de to brune klumper i toppen var. Og det er jo nok temmelig sigende for vores adfærd i junglen. Vi forstår den simpelthen ikke. Der er så ufatteligt meget dyreliv, og vi ser uden tvivl kun en brøkdel af det. Derfor var det også så godt med en vestindisk Mr. Kelly, der kunne finde boaer, aber og rødøjede frøer til os.
Marie
Tre frøer - Først den mindste - En strawberry, poison dart frog - Der er masser af arter og denne er hverken jordbærfarvet eller særlig giftig
Middelstørrelsen - En red-eyed frog
Og storebror - En bullfrog, der kalder i natten

søndag den 17. oktober 2010

Bocas del Toro - Tilbage i Caribien

Panama er mellem 120 og 80 km bredt. Det er det smalleste sted på de amerikanske kontinenter, fra det nordligste af Canada til Ildlandet, der strækker sig ned mod sydpolen. Det var derfor franskmændene i sin tid valgte Panamas sygdomsbefængte jungle til at bygge kanalen mellem Atlanterhav og Stillehav. Og det var derfor amerikanerne valgte at fortsætte arbejdet, da det franske projekt endte i skandale og fiasko i slutningen af atten-hundrede-tallet.

Turen over bjergryggen fra Stillehav til Caribien tager blot 4 timer i bus. Det er 4 timer igennem den smukkeste, fuldstændig uberørte jungle, der dækker bjergene hele vejen op til de næsten 3000 meter høje toppe. Men det er også en tur fra en afdæmpet og indiansk domineret kultur på stillehavssiden til Caribiens særegne blanding af indianere, creolere og folk med europæisk baggrund. Husene skifter karakter fra nydelige - men kedelige - cementhuse til farverige træhuse på stylter. Og stemningen er en helt anden. Mere rå, men også klart mere livlig, pågående og inciterende.
På vej fra hav til hav
Kystlandskab nær Stillehavet
Vores første oplevelse i Bocas Del Toro – som Panamas caribiske paradis hedder – er at blive snydt. Efter 1½ måned hvor ingen har forsøgt på noget som helst, bliver vi taget med paraderne nede og snydt af et par beregnende taxa-håndlangere. Det koster os ikke mere end et par dollars, men skiftet fra hjælpsomhed til frækhed er markant.

Vores mål er Colon. Hovedø og by på øgruppen i Bocas del Toro. Bådene går fra Almirante, en ubeskrivelig trist og fattig by, hvor de faldefærdige huse er bygget ud i mangroven og børnene leger i det knædybe, møgbeskidte vand, lige ved siden af lokummerne, der er bygget over vandet. En containerhavn og et enkelt Chiquita-skib minder om, at det var her United Fruits bananimperium blev styret fra, indtil den første bananpest i 20erne, sendte selskabet længere nordpå til nye jagtmarker.

Vi frygter det værste, men vores bekymringer bliver gjort til skamme, så snart vi når til Colon. Bocas del Toro er turistland, ingen tvivl om det, men er stadig domineret af backpackere, og selve byen er lykkeligt fri for resorts, grimme betonhoteller og organiseret masseturisme. Stilen er stadig farverige træhuse, og Bob Marley eller andet fra ”backpackers greatest hits” strømmer ud fra højttalerne på de åbne hoteller, restauranter og barer ved hovedgaden. Der er stadig en følelse af forfriskende originalitet og uorganiseret kaos, som giver en helt særlig caribisk charme.
Vores supercharmerende hotel på Bocas - Cocomos ligger faktisk med rumpen i vandskorpen
Endeløs leg fra Cocomos terrasse udover havet
Efter at have rendt rundt i lavsæson i Boquete og Stillehavskysten er det pragtfuldt at være tilbage hvor der er liv, mennesker og masser af åben plads. Vores hotel er en supercharmerende B&B i udkanten af byen. Hovedattraktionen er en skøn morgenmad og en dejlig terrasse med et dæk bygget over vandet, hvor man kan hoppe direkte ned i vand og sandbund. Genialt til ungerne, som elsker stedet og bruger timer på at vade rundt i vandet og ind under terrasse og dæk til stor underholdning for indianerfamilien ved siden af. Om aftenen kan vi putte tøserne og sidde på terrassen og pimpe margharitas i ro og fred.
Fine damer på tur
Colon
Vi splasher penge ud på de bedste måltider, vi endnu har fået på turen. Det ene serveret med den særlige caribiske blanding af ladhed og arrogance, men den superlækre mad mere end kompenserer for det. Det andet helt frisk snapper og ceviche serveret med sødme og charme i en restaurant bygget over vandet på en lille øen nær hovedøen.

Bocas del Toro er en række ører, der basalt set er bygget af koraller og mangrove. Symbiosen mellem de to er bevaret og mangrovernes karakteristiske rødder dominerer de beskyttede kyster, mens de mere udsatte ofte er strande. Der er dog heldigvis masser af beskyttede, små hvide strande, og for Sofia og Kamille er vandet hovedattraktionen, og de er fuldstændig tossede med at bade - både ved hotellet og ved stranden er de ustoppelige. Vandet er mellem 25 og 30 grader varmt, så de kan blive ved og ved og ved og ved. Mængden af saltvand Kamille kan sluge uden at blive træt af det, er ganske enkelt forbløffende. 
verdens bedste legeplads
Strandliv ud for Colon
 Toppen er en tur til en af de yderste koraløer med perlehvide strande og snorkling direkte fra kysten. Det er drømmen om en tropeø, men man aner også mareridtet, for varmen og solen er ubønhørlig og både forbrændingen og hedeslaget er lige om hjørnet. 3 timer på stranden er mere end rigeligt til at køre både børn og voksne trætte. 
På bådtur og jagt efter delfinerne
Velopdragne delfiner poserer for turisterne

Sofia øver sig på Islas Zapatillos
Islas Zapatillos

fredag den 8. oktober 2010

Hvalsafari i tropeland

Hotel Boca Brava set fra havet.
14 stjerner ud af 10. Det er Sofias karakter til hotellet Boca Brava på Panamas stillehavskyst, hvor vi bor i disse dage. Hotellet ligger på spidsen af en ø, højt oppe over havet. En stor og luftig terrasse i flere etager er hotellets hjerte. Her flyder musikken stille, og her kan man nyde den tropiske brise, lige meget om der er regn eller sol. Hele vejen rundt om hotellet er der træer og palmer, og højt oppe i dem svinger brøleaberne sig fra gren til gren.
Brøleaber underholder med alverdens kunster.
De følges gerne ad i grupper, og da vi ankom havde vi ikke mindre end 8-10 rumsterende aber i træerne lige ud for vores vindue. Der er små og store, hanner og hunner. De sidder stille og guffer blade, hænger på hovedet i strakte ben, eller de vælter fra én yderlig gren til en anden. Det er et herligt syn.

Det var dog ikke før mørket faldt på, at vi rigtig hørte dem brøle. Det er fantastisk, hvilken lyd der kan komme ud af sådan nogle relativt små aber. Sofia er selvfølgelig straks gået i gang med at efterligne deres brøl, og de er nu tilføjet repertoiret af temmelig vellignende dyrelyde, der også tæller hane, høne, ugle og almindelig abe.

Sofia nyder udsigten en smuk morgen.
Dagen i dag har været den mest solrige og sommerlige, vi længe har haft. Og heldigvis havde Jakob arrangeret hvalsafari med indbygget snorkeltur på netop denne dag. Vi stod op kl. 06.00, pakkede både regntøj og badetøj – for man ved aldrig – og fik en ordentlig omgang granola med yogurt på den skønne terrasse, før båden afgik kl. 07.00. Vi var 14 personer om bord. En amerikansk farmerkvinder med sine store børn, et belgisk par, et spansk par, kaptajnerne og selvfølgelig os. Stemningen var skøn, og caribisk merenge rullede ud gennem bådens højtalere mens vi gled gennem den tunge morgentåge og ventede på, om tågen ville lette eller blive til skyer. Heldigvis vandt solen, og vi fik en vidunderlig sejltur i den tropiske skærgård, hvor den ene grønne ø afløser den anden.

Kamille spejder efter hvaler.
På listen over sete dyr stod delfiner, delfiner, hvaler og delfiner. Delfinerne fulgte os ud af bugten – 2 legesyge, morgenfriske af slagsen. Hvalerne så vi først ved de yderligste skær, hvor pukkelhvalerne i øjeblikket føder og vandtilvænner deres unger. Vi fulgte en mor og hendes baby i flere timer. Op og ned mellem bølgerne. På den ene side af båden og på den anden side. Mod nord og mod syd, men aldrig rigtig langt væk.
En fuldendt hvalryg.
Det er et smukt syn, når de to synkront bryder overfladen med en lille fornem bue og en stor bred bue lige ved siden af. Jeg vil tro, moderen målte mindst 2 meter. På tværs. Længden tør jeg slet ikke gætte på.
Min tilfredse mand.
Mætte af whalewhatching og sultne på den paradisiske strand, der lokkede forude, satte vi kurs mod bugtren og fik læsset 12 mand høj af i tropisk ingenmandsland. Ungerne elsker det. Der er ikke noget bedre end en hvid sandstrand med varmt, klart vand og nogle gode bølger der kan vælte dem omkuld. De hyler af grin, og de første gange farer vi uroligt frem for at se, om de nu har slugt noget saltvand. Det har de, og de er fuldstændig ligeglade. De vil bare have mere, og ja... kan det egentlig skade, det saltvand?

Sofia kan ikke vente med at komme i land på den lille ø.
Jakob, som ellers er den mest bekymrede af os to, har fået et nyt motto: Hvad er det værste der kan ske? Måske støtter han sig til det gode gamle amerikanske: If it doesn't kill you, it only makes you stronger. Det er nok meget godt både for både os som forældre og for deres udbytte af rejsen, at vi slækker lidt på bekymringerne.
Kamille kan lege med alt på en strand. Pinde, sten, sand eller... solhatten.
Sofia og Kamilles favoritbeskæftigelse er nok at ligge og skvulpe i det lune vand.
Ud for den skønne strand var der selvfølgelig et koralrev. Ikke et imponerende et af slagsen, men fiskene er altid sjove. Vi så gulstribede Sergent Major, sortstribede Sommerfulgefisk, prikkede Kuffertfisk og langnæsede nålefisk. Sofia forsøgte sig igen med snorklen, men desværre ville den ikke rigtig som hun ville. Men det gjorde altså ikke noget, for bølgerne, stranden, palmerne og de mange tusind eremitkrebs var underholdning nok for den formiddag.
Familien trope-ø.
Vi spiste medbragte panamanske Hejaldos (friturestegt brød med ost og skinke indeni) i skyggen af palmerne, mens Jakob slåssede med eremitkrebsehæren ved sine fødder. Mest af alt slåssede han nok med sin krabbefobi, for krebsene er faktisk meget harmløse og næsten søde, når de kommer tumlende med et alt for stort sneglehus på ryggen.
Morgendisen der fletter sig ind mellem bjerge og træer er et af Panamas unikke kendetegn.
Dagen runder vi af her på min yndlingsterrasse med udsigt over bugten og de små sejlskibe, der ligger forankrede. Det er stadig behageligt lunt. Jakob tjekker sin iPhone, ungerne fjoller i hængekøjerne, og musikken er nu landet på franske chansons. Vi drikke margartias af plastickrus og glæder os over et helt igennem vellykket ophold, som slutter i morgen, hvor vi rejser videre til den caribiske kyst. 

Fjollehovederne tumler i hængekøjerne.
Sofia udfordrer far til et spil skak. De spiller remis.
Området her er Chriqui Golfen og ligger på stillehavskysten ikke så frygteligt langt fra grænsen til Costa Rica. Området er generelt uberørt. Masser af små øer og hvide strande. Ind imellem ligger der private residenser eller resorts. Og som en lille enklave i alt det har vi så det hyggelige og velkommende Hotel Boca Brava, hvor backpackere af alle slags lægger vejen forbi for et par dage.


Marie
Og så Jakob lige tilføje den perfekte kajaktur i morgenlyset, inden vi tog afsked med Boca Brava. Blikstille vand, palmer i vandkanten, en bette hajfinne i overfladen, men først og fremmest i godt selskab med delfiner. Det bliver ikke bedre.


 

torsdag den 7. oktober 2010

Quetzaler og Kinkajuer

Vaskebjørne er ikke farlige. Især ikke de relativt små eksemplarer, der lever herude i regnskoven. Alligevel distraherer den lille fyr, som render rundt her på altanen mig en anelse. For den ser ud til at være helt overbevist om, at mine sandaler er en særlig delikatesse og prøver konstant at nappe til dem. For dens egen skyld – godt nok er vaskebjørne kendt for at spise alt, men der er vel grænser - og lidt på grund af risikoen for at den tager en bid af mine fødder med, får jeg den afskrækket hver gang, men den er sgu stædig.
Sofia klapper en venlig Kinkaju
Vi er alene i en hytte midt ude i regnskoven i lidt over 2000 meters højde. Der er kun os, en milliard insekter, en hulens bunke kolibrier og så altså vores vaskebjørns-venner, der besøger os hver aften, når mørket falder på. De kommer sammen med deres fætter kinkaju'en, som er betragtelig mere nuttet end de emsige spidsnæsede vaskebjørne. De kommer for at spise de bananer, vi har lagt frem, men lader til at være fuldstændig uden frygt for os. Hyggeligt og et stort hit blandt både børn og voksne.
Kamille på vej op til hytten i junglen
Stedet er fantastisk. En perfekt og stilfuld hytte i mørkt træ, bygget op af bjergskråningen i 3 etager. Der er ca. 2 km ned til landsbyen, så vi har det helt for os selv. Det er en fantastisk måde at opleve regnskoven på, især når mørket falder på, og lydene begynder. Som altid er det frodigheden omkring os, der er det mest slående. Alting vokser ind i hinanden i forskellige nuancer af grønt brudt af farverige blomster i fantastiske former.
Vores hytte i junglen 
Frokost ved baren i køkkenet.  Næsten lige som derhjemme

Træerne er økosystemer i sig selv. Selve stammen er fuldstændig pakket ind i kaktusser, slyngplanter, blomster, mos i en grad, så systemet bliver stående når træerne dør. Dyrelivet er rigt i skoven her, men udover kolibrierne, insekterne og vaskebjørnene, er det skjult for os novicer. Men man kan mærke det omkring sig. Naturen her er så rig og uberørt, at Michigan University en gang om året lejer alle junglehytterne i en måned, og så vælter det ind med forskere, der studerer den massive variation af planter, insekter, fugle og patte- og kattedyr. I foråret fangede de sågar en puma med det infrarøde kamera, de havde stillet op på en post dybere inde i regnskoven.



Sofia bader i det iskolde bjergvand
Ungerne elsker det. Sofia tonser rundt i regnskoven og er utrættelig så længe stierne er stejle, svære at finde og fyldt med mudder. Hvis de er for nemme, bliver hun så forfærdelig træt af tusind forskellige årsager. Hvis de er svære bliver hun fuld af energi. Kamille har vi oftere i bærestolen nu, og det betyder, at vi kan tage længere ture til glæde for både hende og os. Og indtil videre er begge piger fuldt optaget af at lege, rydde op, gøre rent og meget mere i hytten og omgivelserne her.
Sofia og Kamille på picnic i junglehaven
Hytten hører til en større lodge der hedder Los Quetzales, opkaldt efter det nærmeste man kommer en mellemamerikansk nationalfugl, den spraglede og langhalede quetzal. Bjergene omkring Boquete er kendt som nogle af de bedste steder i regionen at se quetzals og en af de mest kendte stier i området taget navn efter dem. 

”Los Quetzales” fører 6 km hen og 1000 meter op til Cerra Punta, en lille by i vulkanens skygge, hvor de stejle skrænter med frugtbar vulkanjord er omdannet til marker i et af Panamas spisekamre. Blandt andet er de kendt for at dyrke jordbær, som dog ligger klasser under de danske. Over markerne regerer regnskoven stadig og eneste vej over bjergene er et otte-dages trek med vue over begge oceaner, som kun de allermest sindssyge turister giver sig i kast med. 

Fatter og Kamille klar til at krydse bjergene. Vi nøjedes dog med en mindre, men alligevel meget udfordrende tur
Sofia nyder en velfortjent stikiks
Far og Sofia krydser junglefloden.
Denne krydsning blev klaret uden problemer, men to gange røg Sofia i vandet og fik våde gummistøvler. 



I landsbyen ligger Los Quetzales lodgen, som vores hytte hører til. Lodgen er både et hotel med spa og aktiviteter og så har de en række hytter et godt stykke oppe i bjergene midt i junglen. På hver deres måde er begge dele er et skud ny energi og gejst efter den sidste lidt tunge tid i Boquete.
Vi startede i lodgen, der i byggestil og stemning lidt minder om en schweizisk skihytte. Bygget i mørkt træ med et stort hyggeligt fællesrum med pejs, hvor der også er restaurant – en restaurant med en fantastisk økologisk og hjemmegjort menu. Herfra er der gåture, mountainbike, hesteridning og fuglekigning, og vi prøvede lidt af hvert.
Morgen i den dejlige have til Los Quetzales lodge
Højdepunktet var dog ikke på det officielle program. Lodgen har to køer på en mark lidt væk og de skal malkes to gange hver dag. Vi fik lov at tage med, og Sofia var hooked. Som sædvanlig med dyr var hun i sit es og tog med ud og malke hele tre gange. Mælken bliver brugt til både yoghurt og ost, der serveres som en del af en superlækker morgenmad med mængder af frugt, friskpresset juice og altså frisk mælk og hjemmelavet yoghurt.

Sofia i sit es
Supermorgenmad i lodgen
Jeg forsøgte mig med mountainbikene med begrænset held. Med stigninger på 15-20%, masser af mudder og elendige cykler kræver det vist mere teknik, end jeg er i besiddelse af, og jeg fik vandret mere end cyklet opad. Til gengæld var nedturene forrygende på trods af (eller på grund af) fuldstændig miserable bremser.
I Cerra Punta ligger også en fascinerende orkide-farm. De kalder orkiderne for "lyve-blomster", fordi de efterligner alt muligt. Gæt selv navnet på denne. 
Efter tre dage i lodgen tog vi så videre ud til junglehytten til to dages isolation. Jeg elsker at gå helt ned i tempo og ikke have andet at koncentrere mig om end at være nærværende. Fraværet af både internet og elektricitet er et ekstra plus, og for Sofia især er det altid sindssygt spændende at komme til næste sted og indtage og indrette det nye rum.
Et af meget få vellykkede billeder af kolibrier. De bevæger sig i luften som fisk i vandet. 
Hun siger, at dagen inden vi skal rejse til et nyt sted er så frygteligt lang, fordi hun slet ikke kan vente med at opleve alt det nye. Dette sted har levet fuldt op til forventningerne, selvom regnskoven i dag igen levede op til sit fornavn efter et par dage med solskin store dele af dagen. 
Jakob