Når man har god tid...

Når man har god tid...
- Krammer man sine børn mindst seks gange om dagen
- Husker man at fortælle sin familie, at man elsker dem
- Læser man lange godnathistorier uden at falde i søvn
- Venter man tålmodigt på den sløve kassedame
- Spiller man ludo, og går op i det!
- Læser man spanske aviser ord for ord
- Overvejer man, om man nu også er det rigtige sted
- Bliver indkøb af dagligvarer en oplevelse
- Går man op i nye bekendtskaber
- Bager man pandekager til morgenmad
- Får man fniller en gang om ugen
- Bliver man frygteligt træt efter en lang dag
- Drikker man flere sjusser end normalt
- Stopper man op og nyder udsigten
- Glemmer man stadig nevøernes fødselsdag
- Opdager man hvad børnene egentlig tegner
- Bliver man meget bedre til at fortælle historier

Marie

"Der er en grund til, at det hedder regn-skoven" eller "You guys picked the worst month ever"

Lidt over en måned før vi skulle afsted på vores rejse, gik vi i panik. På en eller anden måde havde vi overset, at september og oktober er regntid i Boquete. Vi havde planlagt to måneder, men udsigten til at det skulle udvikle sig til et regnfængsel, fik os til at revidere vores planer, så vi kun skulle være i Boquete i september.

Det er vi glade for nu. For det regner. Meget. Det er blevet gradvist værre den seneste uge, og nu er det helt galt. Orkanen Matthews er på vej mod Honduras, og selvom den som alle orkaner går langt nord om Panama, kan den mærkes i form af masser af regn. Det har regnet konstant de sidste 2 døgn, og det fortsætter 2 dage endnu. Uden stop.

Marie og jeg måtte aflyse vores længe ventede tur til toppen af den lokale vulkan. Vi var oppe kl. 4 om morgenen med babysitter på plads og blev hentet kl. 5. Men efterhånden som vi kørte op mod det sted, turen skulle starte, blev regnen værre. Normalt begynder regnen hen på eftermiddagen, og når den er i fuld gang så tidligt bliver den bare ved. En bjergvandring på 27 km er ikke specielt sjov, hvis det pisser ned konstant. Også vores rafting-tur med ungerne på søndag er aflyst. Det er i forvejen en rimelig livlig tur, men der er åbnet for den store dæmning i øjeblikket, så nu er den alt for vild med børn.

Matthews er en ting, drivhuseffekten er en anden.Den er det store samtaleemne i Panama i år, enhver taxachauffør er klar på at fortælle om den. Alle er enige om, at i år er langt mere regnfuldt end normalt. I år har Boquete allerede haft en stor oversvømmelse, som tog byens næstsidste bro med sig, og nu vælter det ned igen. Som en lokal amerikaner sagde, da jeg fortalte, at vi var her i hele september. "Whoa. You guys picked the worst month ever".

Pigerne nyder det mere end forældrene. De lever op til yndlings-hade-ordsproget om, at der ikke findes dårligt vejr, men kun dårlig påklædning. De elsker at få det fulde regnvejrs-outfit på og plaske rundt som små tosser i vandpytter og de små strømme i gaderne.

Turen frem og tilbage fra skolen er et højdepunkt for regntossern

Forældrene har mere regnvejrskuller. Der bliver lidt for meget beskæftigelsesterapi og lidt for få oplevelser. Marie går i sprogskole, så hun har et projekt, hun er rigtig glad for. Men herhjemme bliver det hurtigt kedeligt, så jeg glæder mig efterhånden til, vi skal videre til næste fase. Boquete er en "dead end" i bjergene, og der er få flugtveje, når oplevelserne her er udtømt.

Når det er sagt, er der stadig gode oplevelser. Vi havde en super gåtur i regnskoven i torsdags. 5 km i alt ud til et smukt vandfald og tilbage igen. En fantastisk smuk tur hvor vi for første gang hørte brøleaber. Sofia klarede hele turen i stiv arm og fuld af energi. På en tur med en stigning på 186 meter er det godt gået for en bette pige fra et land, hvis højeste punkt er 3 meter lavere.

Kamille foretrækker at bruge kikkerten til at komme på afstand af ting

En af de mere sikre broer på vejen mod vandfaldet

Vi er i Tarzan-land med masser af lianer, der selvom de ser knastørre ud er superelastiske

Tøserne ved vandfaldet. Ingen dukkert i denne omgang, men heldigvis nåede jeg det på løbeturen dagen før.

Sti-kiks. Uden lokkemad, ingen familietur

Næsten tilbage ved udgangspunkt. Og regnen er for længst startet

Dagen før var vi i en af de lokale parker. El Explorador ligger på bjergsiden og er en sær blanding af legeplads, park med fantastiske blomster og så en bunke lommefilosofiske skilte og "guides" bygget af spande med påmalede klovneansigter sat på pinde. Lige så sært som det lyder, men langt rarere og en pragtfuld legeplads.

El Explorador. Meget mærkeligt og meget rart

Sofia på kæmpegynge

Vores søde piger

Når vi ikke kan bevæge os uden for, må vi kompensere med hygge og luksus. I dag står den på massage til de voksne, film til tøserne og i morgen håber vi på at kunne klare en tur til "storbyen" David for at shoppe. Hvis vi er heldige slutter regnen i løbet af mandag, men vi får se...

/Jakob

Fødselsdag med udsigt

 

Forestil dig en swimmingpool på toppen af et bjerg. Du har udsigt over en overvældende frodig dal. I poolens bund er der de fineste mosaikker, og i et hjørne af poolen står fire liggestole, hvor man kan ligge med, ja, røven i vandskorpen. Sådan et sted tilbragte vi 3 års Kamilles fødselsdag. Og det var altså ikke kun de voksne, der synes det var et hit.

 

Når man blev træt af at plaske i poolen - som vi i øvrigt havde for os selv, fordi det er lavsæson og fordi de færreste turister har opdaget Panamas lyksaligheder - ja, så kunne man trække sig tilbage til sofaområdet og lege med alle de dejlige gaver. 

Stedet hedder Rancho de Caldera og er en lodge med en lækker restaurant, der også serverede suveræne smoothies. Her fx jordbær/rødbede/ginseng med hibiscus og appelsin/ananas/lime med basilikum. Meget lækkert. 

Dagen startede som den slags skal med morgensang og pandekager med lys og flag. Kamille var lykkelig og rent faktisk overrasket, selv om Sofia har talt ned de sidste seks dage og hvisket højlydt om alt det der skulle ske.

Der var gaver fra familien i Danmark, indkøbt i et legetøjsmekka i nabobyen David. Og der var hjemmetegnet fødselsdagskort fra Sofia med danske flag og lagkager. 

 

Alle gaver var fantastiske. Især de små petshopper, som kan få enhver fra Krea-segmentet til at gå chok. Plastiklegetøj, når det er mest plastik. Små dyr i en million variationer. Pandaer med store øjne. Hunde med halsbånd. Aber med vandmeloner. Blæksprutter med perlekæder. Man tror det er løgn. Men der er timer og atter timers leg i de dyr. 

Men der var også en mørkhåret Barbie, en hund der kan logre med halen og en babydukke, der kan lave rigtige menneskelyde. Sutte, smaske, pludre, grine og prutte. Begge tøser hyler af grin hver gang den prutter. 

 

Alle gaver blev pakket ned og taget med på turen til svømmepølen. Og ja, det er en ægte blomst Kamille har i håret.

Om aftenen kom Guadalupe på besøg sammen med sin niece Karen, der om nogen er et globaliseret barn. Hun er født i Panama, vokset op i Puerto Rico, har boet i Algeriet og er nu vendt "tilbage" til Panama med sine forældre.Taler klingende amerikansk og selvfølgelig spansk.

Guadalupe er pigernes absolutte favorit her i byen. Hun arbejder på sprogskolens kontor, og hver eneste dag kommer tøserne stormende gennem gangene og råber "Guadalupe, Guadalupe, vi skal hen og se om Guadalupe er der". De får altid en lille kiks og en mere. Og de skal altid op og sidde på hendes skød og have kæmpestor kildetur. Guadalupe var også vores barnepige, da vi forleden var på restaurant med nogle bekendte fra sprogskolen. Med hende er der ingen sproglige barrierer. De finder bare ud af tingene. 

Panamanere elsker søde sager næsten lige så meget som de elsker smukke sager. Det resulterer i nogle vildt ornamenterede sukkerbomber af nogle lagkager, som vi selvfølgelig skulle prøve af til fødselsdagen. Vi serverede kagen for Karen og 'Lupe, og det blev den grande finale på Kamilles fantastiske fødselsdag. Da hun og Sofia havde slikket to tredjedele af glasuren i sig, faldt fødselsdagsbarnet omkuld på sofaen, og gæsterne måtte liste lige så stille ud i det tæppetunge regnvejr.

Feliz cumpleanos Kamille

Marie

Spanskskolen hitter

"Se, der kommer vores lærer," hvisker Sofia hver dag kl. 13.15, når Erica dukker op i søjlegangen på Habla Ya, sprogskolen i Boquete. Hun er spændt og begejstret - og samtidig lidt bekymret - over at tilbringe to timer hver dag med et menneske, der ikke taler et ord dansk. Men Erica er en stjerne, og da hun endelig fik lov at være alene med de to studiner (giv slip, mor!) begyndte succesen at tage form.

Erika og englebasserne tegner og lærer.

De tegner, synger sange og lærer tallene og alfabetet. De lægger puslespil, klipper og klistrer og går på legepladsen, når trætheden melder sig hen på eftermiddagen.

Sofia får lektier for, men nægter pure at sige et eneste ord på spansk derhjemme. Og i øvrigt skal vi lade være med at rose hende overdrevet, når hun endelig siger noget, har hun ladet forstå. Vi har altså ingen anelse om, hvorvidt undervisningen har nogen effekt. Altså om de lærer noget. Kamille kører løs i bedste papegøjestil, men har en hukommelse som en guldfisk. Sofia tænker og forstår sikkert, men hendes mund er lukket med syv segl. Men det er lige meget, for bare det at de så tillidsfuldt har taget skolen til sig, overstiger alle vores forventninger.

Klar til første skoledag

Der er ca. 5 minutters gåtur til skolen

Den første uge vi var her i Boquete var det bare Jakob, som tog spansk-timer. Men vi hentede ham hver dag kl. 17.30 og sikken en fest, der blev i komplekset de dage. Skolen er en del af et vældig fint byggeri med små cafeer, butikker og tur-udbydere. Og flere stikker hovederne ud af døren, når de små rødder kommer væltende. "Que linda," siger de og klapper i hænderne af begejstring over de to blondiner. Ingen er i tvivl om, hvornår Sofia og Kamille er i byen, og selvom forældrene til tider synes, det bliver lige lovlig larmende, er begejstringen over "de små engle" endnu usvækket.

En velfortjent is efter første skoledag. MED skumfiduser.

På mandag starter endnu en skoleuge, hvor kun Sofia er på skolebænken. Vi krydser fingre for, at de gode takter fortsætter. 

Marie (og en lille bitte smule Jakob)

Vandfald og varme kilder

Endelig tog vi os sammen til at leje en bil. Og pludselig kunne vi opleve landskabet omkring os på en helt ny måde. Op ad stejle bjergsider, over floder og vandløb, gennem kaffeplantager og palmelunde - og ind og ud af skyerne. Skovene her omkring kaldes med god grund Cloud Forest, og det er noget nær en himmelsk oplevelse at bevæge sig mellem de hvide vat-totter, mens bjergene hele tiden skifter farve. Fra dyb, mættet grøn til blålig transparent - fra nær til fjern. Ikke et øjeblik er landskabet det samme, og på samme måde skifter temperaturen hele tiden var køligt frisk til fugtigt varm.




Tøserne var helt optaget af at fange skyer, spotte sommerfugle og kigge efter indianere. Ja, for det kalder vi (ganske politisk ukorrekt) Ngöbe-Buglé-folket, som bor og arbejder her i plantagerne. Ngöbe-Buglé-folket er en sammensmeltning af to oprindelige befolkningsgrupper, som har fået deres eget "selvstyre" inden for en bestemt region. Jeg ved nu ikke helt hvor meget de styrer, for lige så smukke, som de er, lige så tvivlsomme forekommer deres fremtidsudsigter. De arbejder i markerne for de velhavende kaffeproducenter. De skulle efter sigende være eminente kaffeplukkere, og her bruges ingen maskiner - kun de bare hænder - når de røde kaffebønner skal høstes.



Ngöbe-Buglé-folket bor i små fattige skure rundt omkring i kanten af markerne. Hele familier stuves ind i ét rum, hvor alle sover i én høj seng, mens hunden, katten, maden, tøjet og alt det andet hører hjemme i gulvhøjde. I huset på billedet herover bor der fem familier, en for hver dør. Og det er bestemt et af de pæne domiciler. Andre er regulære blikskure, hvor røgen fra madlavningen står ud af de skæve huller mellem blikpladerne, og hvor hanen og hunden tramper rundt på pladsen foran skuret. Børnene og mødrene myldrer omkring og laver mad, klipper hår, går på toilettet og leger, mens mændene er i marken. Skolegang er et ganske ukendt fænomen blandt Ngöbe-Buglé-børnene, selv om lokalstyret prøver at motivere dem til at møde op til undervisningen. Man forstår godt de praktiske forhindringer. De bor på bjergsiderne langt fra skolerne og har ingen transportmidler ud over deres ben. Så de mange unge analfabeter har ikke udsigt til andet end at arbejde i markerne som deres forældre og få et hav af børn, der leger i mudderet mellem hunden og hanen. Og det er der sådan set ikke noget som helst i vejen med. Slet ikke i disse øko-klima-tider. Problemet er at kontrasten til de øvrige panamanere, bliver større og større dag for dag. De panamanske unge sludrer i mobiltelefoner, ser musik-tv, taler engelsk, uddanner sig, laver business, køber biler og bygger huse. Og oppe på bjergsiderne, uden strøm og kloakering, bor så deres kommende hushjælpere, gartnere og markarbejdere. En decideret underklasse, er der tale om.



På vores vej gennem landskaberne kom vi også forbi et vandfald, som Sofia og Jakob selvfølgelig skulle og ud dyppe sig i. Og da vi den næste dag kørte ud for at finde nogle varme kilder var den største attraktion faktisk den kælne spidermonkey, som allerhelst ville hænge omkring halsen på Jakob.

Marie




 

Paseo a caballo

En dag til hest i det frodige og afvekslende landskab omkring Caldera. Palmetræer side om side med appelsintræer, guanatræer og kaffeplanter. Bakker og vandløb, og røde jorde under de græsklædte skråninger. Og en herlig udsigt til Stillehavet og vulkanen Baru.

(Nej det er ikke en hund, vi rider på)

Kamille sad foran mig og holdt godt fast i cowboysadlens håndtag. Sofia red alene og klarede hele den 3 timer lange tur op på toppen af bjerget og tilbage igen. Uden brok. Og uden ridehjelm. For det bruger man ikke her i Panama. Vi fik arrangeret et par sombreroer - mere kunne det ikke blive til. Ridehjelme er kun til opvisninger, siger de. Endnu en interessent udfordring for spelt-forældrene, der må se i øjnene at skandinavisk sikkerhed er en by i Rusland på de her kanter.


Alvaro, vores guide, var en superhjælp for Sofia til trods af at han kun talte spansk til hende. Hestene var søde og pigerne var pavestolte. Og bagefter fik de verdens største softice med chokoladesovs og - hold fast - skumfiduser på. Jakob var fotograf, så ham fik vi desværre ikke foreviget i dag. Det var ellers et ret skønt syn med Wickmann i fuld galop ud over stepperne.

Marie

Dansa's fødselsdag

I går var det Dansa's fødselsdag. Dansa blev tre år og blev fejret med fødselsdagssang, pandekager og morgenmad på sengen. Dansa er en bamse og hendes fødselsdag markerede en mindre krise.
For vi har ramt Boquete i regntiden, og regntiden er lavsæson. Vi havde regnet med at møde ligesindede, mens vi var på farten, både for vores egen skyld og for ungernes, og især i Boquete havde vi håbet måske at finde et par legekammerater til ungerne og lidt selskab til de voksne. Men der er ret tomt og vi har endnu ikke set skyggen af nogen, der har gang i et projekt der ligner vores.

Så de første dage i Boquete har været lidt famlende, mens vi prøver at finde ud af, hvad man egentlig laver her med to børn. Og hvad det egentlig er for et projekt, vi er i gang med, det er sgu sin sag at skabe en hverdag fra scratch. Til tider føles det, som om vi blot prøver at få tiden til at gå – som f.eks. at holde fejre bamser - snarere end at få mest muligt ud af den. Vi har en aktivitet hver dag, men de første par dage har vi ikke rigtig ramt plet med de ting, vi har prøvet, og det giver en lidt flad fornemmelse.

En kort stund mindede vi om det amerikanske, lukkede community, vi sneg os ind i forleden. ”Velkommen til paradis” står der ved bommen ved indgangen, og det ligger sandt nok sindssygt smukt i en lukket dal. Masser af plads, blomster og relativ smagfulde lækre huse i rækker langs med hver bjergside. I midten en golfbane, en bæk og en country club. Meget smukt og perfekt, men også skrækversionen af paradis for os, der tror på, at der er lidt mere liv i helvede. Et malplaceret Disneyland for pensionister blottet for nerve, liv og mening. Lidt som vores fornemmelse af Palle-alene-i-paradis og hvad laver vi egentlig her?

Men pludselig er det som om verden klikker i gear og i dag åbnede Boquete sig med nye mennesker, muligheder og højdepunkter. Kl. 8.30 tog vi afsted med guide ud at klatre. Marie var – naturligvis – i sit es, jeg nød det, og Sofia elskede det. Som med snorklingen var hun fuldstændig klar og opsat. Tog den første tur 7-8 meter op, hvor hun frøs fast og ikke turde læne sig tilbage eller give slip, så vores guide måtte op efter hende. Hendes første ord, da hun nåede jorden var - ”igen”. To ture efter var hun slidt op og lykkeligt. Igen er det fantastisk at se hende opdage verden og gå i krig med nye ting.

Og efter blot ét enkelt højdepunkt virker byen åben, og stemningen skifter. Vi har nye aktiviteter på vej, så i de kommende dage står den på svømmepøl, ridetur, vandfald og mere klatring. Jeg kører 4 timers spanskundervisning hver dag på et hold med kun en anden studerende, en midaldrende kvinde fra Missouri, som også var med på klatreturen. Det er intensivt, lærerigt og hyggeligt, og vi begynder gradvist at komme ind i miljøet omkring sprogskolen. I næste uge får jeg selskab af Sofia og Kamille, som får deres egen lærer. Sofia glæder sig, og Kamille er bare glad.

Apropos Kamille er der ikke så meget blogging om hende endnu, men hun hygger, følger os, charmer alle og suger indtryk til sig. Indtrykkene kommer halvfordøjede ud igen i form af lange historier, der blander personer, steder, historier, film, dyr, whatever i tilsyneladende tilfældige sammenhænge. En smagsprøve ligger her. Inspirationen er ET, en bunke panamanske skolepiger, der fotograferede os samt lidt jungle.
Efter en lidt forvirret start, hvor hun tydeligt led under jetlag, virker hun nu lykkelig for at være sammen med, selvom hun er tydeligt irriteret over, at vi prøver at opdrage på hende.

Så lige nu tegner det lyst igen, og nu må det være nok for i dag – jeg skal tidligt op i morgen. Vi skal fejre egernets fødselsdag...

Jakob

Sofia højt oppe.

Vores kalender. Vi prøver at skabe en hverdag ved at snakke om aktiviteter og ugeforløb
Vores hus i den smukke have. Desværre er alle de andre huse vistnok tomme.